Velkommen til Arin.dk
Naturens design er altid det smukkeste, og når det lykkes at fange øjet så skal man benytte chancen. Kvalitet og tilgængelighed plus det unikke design er løsningen...

Web Standarder

»Web'ens styrke ligger i, at den er universel. Det er helt grundlæggende, at alle mennesker uanset funktionsnedsættelse har adgang.«

Citatet stammer fra internettets skaber, Tim Berners Lee. Websites, der er tilgængelige for alle, er altså ikke en ny idé. Men web-tilgængelighed er i dag et begreb, der mere end nogensinde er i fokus verden over. I takt med, at mere og mere kommunikation i samfundet foregår via internettet, er det blevet nødvendigt, at alle, der ønsker det, har adgang til indholdet på internettet.

Tilgængelighed handler ikke alene om at skaffe adgang til informationerne for mennesker med traditionelle funktionsnedsættelser. Der er mange brugere, der har problemer med at få adgang til nettet, hvis der ikke er tænkt over tilgængeligheden. PDA-brugere, brugere af gamle eller specielle browsere, brugere i støjende omgivelser, Mac-brugere, eller personer, som ikke er vant til at bruge internettet, er blot nogle af de andre grupper, der kan få glæde af god tilgængelighed. En undersøgelse fra 2003, udført for Microsoft i USA, peger på, at op til 57 % af computerbrugerne mellem 18 og 64 år sandsynligvis vil have udbytte af forbedret tilgængelighed. Det er med andre ord en problemstilling, der rækker længere end til personer, man normalt opfatter som handicappede.